Da jeg var omkring fem år, læste min mor en bog for mig, som jeg var meget optaget af. Jeg var dog ret skuffet over, hvordan historien endte og fik den idé selv at skrive en ny slutning. Det var lidt en åbenbaring for mig; det at man gennem skriften kunne skabe sin egen verden, og der, jeg besluttede, at jeg ville være forfatter.
Siden har jeg skrevet en hel masse historier. Først rigtig mange til min lillebror, så en del, der endte i skraldespanden eller skrivebordsskuffen og fra 2008 adskillige, der heldigvis er blevet udgivet.
Jeg har to mellemnavne, jeg aldrig bruger: Mitzi og Amanda efter nogle katte, min mor havde engang. Hunde har dog altid været mit yndlingsdyr, og min egen hund Aslan ligger for det meste under mit skrivebord, når jeg arbejder.
Jeg er født i København men vokset op på Sydfyn og har også boet i Sønderborg og Århus.
Jeg er uddannet bachelor i Film- og Medievidenskab og master i Børne- og Ungdomskultur.
Jeg har gået et år på High School i New York, været freelanceskribent på ungdomsmagasinet Chili, børnebogsanmelder på Politiken og undervist på Holstebro Talentakademis forfatterlinje.
Min første udgivelse var en voksenbog, men de sidste mange år har jeg foretrukket at skrive bøger til børn og unge, fordi jeg føler mig mest hjemme og fri i børne- ungeuniverset.
Sproget er lige så vigtigt for mig som handlingen. Jeg elsker at lege med ord og får tit underlige, inspirerende sætninger i mit hoved, lige inden jeg falder i søvn.
Børne- og ungdomsbøger
Seiko Boy
2025
Spørg Siri
2024
Franka Carlsens katalog over katastrofer
2024
Polyfilla-alfabetet
2023
Klammo Kong was here
2023
Bortebjerget
2021
Tarantino Roadtrip
2020
Veni Vidi Vicki
2019
Mester Ester
2019
Forsøgsbillens fodnoter
2017
Månen er en højttaler
2017
Makirullen der ikke ville makke ret
2016
Da Latterfabrikken lukkede
2013
Sure tæer og skøre knogler
2012
Drengen der hele tiden tabte sit ansigt
2011
Alle aldre-bøger
En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger
2022
Romaner
For Milena
2013
Violas barn
2011
Snydeæg
2008
Noveller
Gøgeunge (i antologien "Hvor kom vi fra")
2024
Lukket Land (diverse bidrag)
2021
Følge af uforsigtighed (i antologien "Det hul af lys")
2020
"Morvej" og "Museum for dig" (i antologien "Til Samsø")
2023
Akvariepigen (i antologien "Supertanker")
1996
Priser/legater
"En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger" blev nomineret til Blixenprisen for Årets børneudgivelse
2023
Modtog Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen-legat
2023
Blev tildelt Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat
2022
Modtog Kulturministeriets børnebogspris for "Mester Ester"
2019
"Månen er en højttaler" blev nomineret til Kulturministeriets børnebogspris
2017